Prolog

Fra selve universets struktur blev et væsen født, støbt og designet fra selve kosmos. I tusinder af år, vandrede den i det tomme ydre rum, uden at forstå hvad dens sande formål var. I sin søgen efter svar, råbte en død planet til ham, et døende skrig, der ikke kunne ignoreres. Da den endelig ankom til den døde planet, indså væsnet pludselig hvad meningen med dens eksistens var. Universet ønskede at skabe noget smukt, en skinnende diamant glødende i det store intethed. Med ubegrænset magt, begyndte væsenet at skabe havet, himlen, og frodige lande på den døde planet. En magtfuld stjerne tæt på planeten, var vidne til denne storslåede skabelse der udfolder sig foran den. Og en enkelt brændende tåre af glæde, dryppede fra solens overflade. Ud af denne tåre blev et nyt smukt væsen født. Stjernen opkaldt hende Hereana, og skaberen af planeten fik navnet Otis. Sammen hjalp de to guder hinanden med at opbygge dette nye rige og kaldte det Arnmol. I deres stræben efter et perfekt sted, blev forskellige skabninger introduceret til riget. Også skabninger med deres egen bevidste, i et håbe, om at disse nye kognitive skabninger, kunne etabler noget, uden at guderne blande sig. Da lærredet endelig var færdigt, forelskede de to guder sig i hinanden. Universets første og største kærlighed kunne mærkes flere lysår væk fra riget. 

I deres kærlighed til hinanden blev Hereana gravid med deres første barn, og de to guder besluttede sig for, at Arnmol ville være i stand til at klare sig selv. De forlod derfor planeten til sin egen skæbne, og Otis opbyggede en dimension, hvor ham og hans kone kunne hvile, og koncentrere sig om deres kærlighed til hinanden. Millioner af år gik, uden indblanding fra Hereana og Otis. Men en dag besluttede Otis sig for at vende tilbage til riget for at se, hvad der var sket i deres fravær. Den almægtige gud var overrasket over at se, at de kognitive skabninger havde rejst over hele riget, og havde i fællesskab bygget forskellige nationer og byer. Da Otis så dette, vendte han tilbage til gudernes dimension, og fortalte begejstret Hereana og deres nu tyve børn, hvad der var sket. Mange af børnene udtrykte ønske om at få deres eget folk og land, så de også kunne skabe noget af deres eget. Otis så dette som en fantastisk idé, og kunne se store muligheder for Arnmol, hvis hans børn fik lov til at påvirke de dødeliges rige. Men denne beslutning, viste sig at være en fatal fejltagelse. Hereana og Otis børn var for forskellige, og kunne ikke arbejde sammen. Smålige konflikter endte i blodsudgydelser mellem nogle guder, og Otis og Hereana mistede al kontrol over det engang så smukke rige. Og til den dag i dag, bruger gudebørnene Arnmol som deres egne personal kampplads. I hundred år har Hereana grædt over dette. Hendes magiske tårer flyder alle steder i riget, og bliver brugt som nye magiske byggeblokke, både på ondt og godt. Som konsekvens af alt dette, er Arnmol blevet et sorgfuldt sted, omgivet af død og mørke, ødelagt af magtsultne og grådige guder.